FS FORUM 2021 │ Tak for et godt arrangement

2021-11-23T15:20:03+01:00november 23rd, 2021|

Den 11. november 2021 havde vi i FSCPH for første gang fornøjelsen af at afholde et FS Forum med fokus på Functional Safety i Procesindustrien.

46 tilmeldte deltagere plus 4 speakers havde fundet vej til Roskilde Kongrescenter og var med til at give dagen indhold. Dagens højaktuelle emner var med fokus på ”Hvordan kommer man egentlig i gang?” og ”Hvor skal man tage fat først?” og det havde de 4 speakers nogen gode bud på.

Flemming Lindegaard fra Arbejdstilsynet lagde ud med at fortælle lidt om, hvorfor det set med Arbejdstilsynets øjne, kan give rigtig god mening af forholde sig til – og arbejde med – Functional Safety. Ikke kun i Risikovirksomheder, men i alle procesvirksomheder. Det gav anledning til mange spørgsmål, og Flemming var en yderst populær herre i den afsluttende netværks-seance.

Efter Flemmings indlæg, gav Henrik Skovsgaard fra ABB et helt konkret bud på, hvordan de danske procesvirksomheder kan komme i gang med Functional Safety. Henriks bud var en gennemgang af, hvilke systemer den enkelte virksomhed måske allerede har, og dermed analyse af, hvor der med fordel kan fokuseres. Henriks – måske vigtigste – budskab var, at det ikke er så vigtigt hvad vi kalder det ”Functional Safety” eller ”Processikkerhed”, bare vi kommer i gang.

Mikael Lund fra Global Functional Safety leverede en præsentation med fokus på, hvorfor det er vigtigt at vælge den rigtige standard at lave sikkerhed ud fra. Helt konkret gik Mikaels indlæg ud på, hvorfor det ikke er en god idé at lave Functional Safety med udgangspunkt i ISO 13849. Rigtig mange virksomheder har eksisterende sikkerhedsfunktioner, som er baseret på ISO 13849, og det kan med fordel overvejes, at se lidt nærmere på dem.

Bjarne Vig fra Nel Hydrogen, præsenterede deres tilgang til- og rejse med Functional Safety – set i lyset af de udfordringer som en proces indeholdende brint kan være: små molekyler, lav temperatur og meget højt tryk. Kombineret med en forholdsvis ny virksomhed i enorm vækst, kan det være svært at holde fokus på sikkerhed, men det klarer de ved Nel Hydrogen. Bjarnes indlæg var til stor inspiration for mange af de deltagende procesvirksomheder, der ved dette indlæg netop fik indblik i, hvordan ”elefanten skal spises i små bidder”.

Foruden de 4 indlæg, var der god tid til at netværke. Et stærkt netværk er som bekendt vejen frem – også for at komme godt i gang – og i mål – med Functional Safety. Vi håber, at resultatet af dette netværk kan give anledning til øget vidensdeling og dialog virksomhederne imellem.

Således fuld af glæde og begejstring over så godt vores FS Forum er blevet modtaget, går vi i tænkeboks med henblik på at afgøre, hvad fremtiden vil bringe. Forhåbentlig en FSCPH konference i foråret 2023 og indtil da, potentielt flere FS Forums.

Gode input kan altid bruges, og har du eller din virksomhed et konkret emne vi kan tage op, eller måske en konkret speaker, så skriv til contact@fscph.com eller sales@fscph.com

Husk også, at på LinkedIn kan du tilmelde dig netværksgruppen ’Functional Safety Forum DK’, som er en gruppe der ønsker at sætte fokus på Functional Safety og skabe basis for vidensdeling herom. Den vil kunne danne basis for videre spørgsmål, forslag, diskussioner samt udveksling af ideer og viden.

LÆS MERE OM EVENTET
Go to Top